Peter Plys fylder 100 år juleaften
Der findes en stille skønhed i sorgen. En skønhed, der ikke larmer og ikke kræver opmærksomhed, men som lægger sig som et tyndt lag rim over verden, hvis man ser længe nok. Det er den samme skønhed, man mærker i julen, når mørket er dybest, og lyset derfor får lov at betyde noget. Det er også her, Peter Plys hører hjemme.
Af Marie Wildt
At Peter Plys fylder hundrede år juleaften, føles næsten for præcist. Som om han selv har valgt tidspunktet. For Plys er ikke en fortælling om triumf, fremskridt eller heltemod. Han er en fortælling om at være til. Om at gå langsomt gennem verden. Om at savne uden helt at forstå hvad. Om venskab, der ikke behøver forklaring. Og om barndommens særlige evne til at rumme både glæde og melankoli på samme tid.
Julen er, ligesom barndommen, et rum af gentagelser. De samme sange, de samme dufte, de samme historier. Netop derfor bliver den også et sted, hvor sorgen kan snige sig ind. Minderne står tæt: det, der var, og det, der ikke længere er. Peter Plys’ verden er bygget på den samme logik. Hundredemeterskoven er et sted, hvor intet for alvor forandrer sig, og alligevel er alt i bevægelse. Venner kommer og går. Stemninger skifter. Der er altid noget, der mangler en smule – ofte honning, men undertiden noget mere ubestemmeligt.
Fantasiens kraft ligger her ikke i flugten fra virkeligheden, men i fordybelsen. I at give form til det, der ellers er ordløst. A.A. Milnes sprog er enkelt, men aldrig tomt. Det er børnelitteratur, båret af en stor eksistentiel tyngde. Æslets stille tristesse, Grislingens angst, Tigerdyrets ustoppelige mani og Plys’ godmodige forvirring er ikke karikaturer, men sindstilstande – måder at være menneske på. Barndommen genkender dem instinktivt. Voksenlivet forsøger ofte at glemme dem.
Tabet af langsomhed og eftertænksomhed
Når man læser Peter Plys i dag, mærker man også tabet. Ikke kun tabet af barndommen, men af en tid, hvor langsomhed og eftertænksomhed havde plads. Hvor det var tilladt ikke helt at vide, hvad man skulle. Hvor mening ikke nødvendigvis skulle produceres, men kunne opstå i stilheden mellem to sætninger. I en verden, hvor alt skal forklares, måles og optimeres, insisterer Peter Plys på noget andet: at mening kan findes i det uafsluttede. I det, der får lov at være skævt, langsomt og sørgmodigt.
Livet leves også i det sagte
Derfor føles det rigtigt, at Peter Plys fylder hundrede netop juleaften. Midt i lysene og forventningerne står han som en stille påmindelse om, at livet ikke kun leves i det strålende, men også i det sagte. At fantasien ikke ophæver sorgen, men giver den et sprog. Et hjem.
Der findes en stille skønhed i sorgen. Peter Plys har altid vidst det. Og måske er det derfor, han stadig er her.
| Skrevet af litteraturformidler Mathias Valdemar Løffgren |
Illustrationer: Ernest Howard Shepard from Winnie-the-Pooh (1926), by A A Milne / http://commons.wikimedia.org/
