Litteratur

Michael anbefaler: Sne af Sverker Sörlin

Her fornyligt blev vores bibliotekar Michael Lauridsen nærmest forført af den svenske idé- og miljøhistoriker Sverker Sörlins bog 'Sne – en historie'!

Af Marie Wildt

Nogle gange får man en bog i hånden, som man ved er ganske særlig. Nogle gange bliver man skuffet, andre gange bliver man henført. Og så er der de gange hvor man bliver forført. Sådan havde Michael det efter endt læsning af den svenske idé- og miljøhistoriker Sverker Sörlins bog 'Sne – en historie'.

På trods af det den sørgelige ramme for bogen – sneens og isens forsvinden på grund af temperaturstigningerne – er den også en spændende historisk og videnskabelig gennemgang af sne, is, glaciolog og menneskets forhold til sne og is gennem tiderne. 

Inspirende og befriende følsomhed

Først og fremmest er det et begavet menneskes kærlighedserklæring til dette alsidige og flygtige materiale, som har betydet ufatteligt meget for menneskets udviklingschancer gennem historien. Der bliver ikke sparet på skønlitterære og filosofiske referencer når denne kærlighedserklæring bliver formuleret med en inspirerende og befriende følsomhed, der aldrig bliver for meget.

Bogen er nem at læse og finde rundt i. Jeg havde aldrig hørt om forfatteren før, men han har fået sig en ny, dansk fan!
 

| Anbefalet af bibliotekar Michael Lauridsen |