Mathias anbefaler: Velkommen til Amerika

En nogen-og-trediveårig koncertpianist er i Athen – uden noder. Uden klaver. Elsa hedder hun. Et eller andet i hendes professionelle liv er netop gået skævt, og hun har taget en timeout. I Athen.

På et marked fascineres Elsa af en ukendt kvinde, som minder utroligt meget om hende selv. Næsten som en dobbeltgænger. Det bliver en søgende tid hvor vi hopper med Elsa rundt i europæiske hovedstæder i søgen på en identitet, hendes egen? Dobbeltgængerens?

Augustblå er en udviklingsroman - ikke om det purunge menneske – men om en knalddygtig stjernepianist, 34-årig musiker på toppen af sin karriere, der med flid og fordybelse egentlig kan fortsætte sådan i flere årtier. Men en aften under en koncert i Wien, sidder hun som solisten på scenen og går i stå midt i værket – eller fører værket, Rakhmaninovs klaverkoncert nr. 2, et sted hen som ikke er clearet med dirigent og orkester. Skandale, opbrud.

På blot 120 sider formår Linda Boström Knausgård at skabe et mørkt, klaustrofobisk kammerspil om en lille pige, der bærer hele verdens skyld i sin krop.

Ellen er 11 år. Hun har besluttet ikke at tale mere. Hun tror, hun har bedt sin far ihjel. Hun ser sin mor skinne med et lys, hun selv aldrig vil få adgang til. Hun bor i en lejlighed, hvor tavshed er en form for vold – og hvor hendes bror forsegler sig bag døren med urinflasker og dæmoner. Det er ikke et barndomshjem – det er en slags grav, en kulisse, hvor rollerne gentages i en grotesk gentagelse af noget, ingen længere forstår.

Ellens indre landskab

Romanen foregår udelukkende i Ellens indre, men det er et indre landskab fuld af mørke gange, uoplyste rum og psykisk kulde. Hendes tanker kredser om døden, om skam, om det destruktive håb om at gøre sin mor lykkelig ved selv at forsvinde. Der er en isnende logik i barnets ræsonnementer, som gør det hele desto mere urovækkende.

Korte, hårde, messende sætninger

Linda Boström Knausgård skriver med kirurgisk præcision. Sætningerne er korte, hårde, messende. Som knive, der skærer ind til det, vi helst ikke vil vide om barndom, familier og vores behov for kontrol i en kaotisk virkelighed. Sproget er klinisk, og netop derfor slår det hårdt. Her er ingen forløsning, ingen forlængelse af håb – kun et blik ind i et sind, der har opgivet sproget som mulighed for at overleve.

Romanen efterlader én med følelsen af at have været vidne til noget forbudt – et barn, der er blevet voksen alt for tidligt, og som ikke længere stoler på verden. Det er ikke en bog, man læser for at blive underholdt. Det er en bog, man læser for at blive rystet i sin eksistentielle grundvold.

Velkommen til Amerika er en stille katastrofe, en roman så sort, at lyset fra siderne næsten blænder.

| Anbefalet af bibliotekar Mathias Løffgren |